Afdelinger   LIF   Sponsor   Aktiviteter   Støt LIF - tank OK - LIF   LIF-nyt 
Basketball
Badminton
Bordtennis
Fodbold
Gymnastik & Fitness
Håndbold
Idræt 55+
Krolf
Sådan kom Krolf til Lystrup
Tilmelding til Krolf
Liffen
Løb & Motion
Petanque
Svømning
Tennis
Squash

 

Sådan kom krolf til Lystrup

 

I januar 2012 fik LIF´s hovedafdeling et brev fra DGI v/Else-Marie Schmidt, om vi ikke kunne tænke os at starte krolf i Lystrup.

 

På det tidspunkt var jeg formand for Gymnastik, og jeg tog ideen op på det kommende ledergruppemøde, hvor jeg fik ”grønt lys” af de andre afdelingsformænd til at gå videre.

 

Vi var så ca. 10 personer som holdt et lille møde hjemme hos mig den 26/3 2012. Vi blev enige om at prøve med et ”åbent hus” arrangement for at se, om der i det hele taget var interesse for spillet. Det skulle så være den 24/4 2012.

 

Men først skulle vi have et areal, hvor vi måtte spille. Jeg skrev således rundt til forskellige afde­ling­er i Aarhus Kommune. Det tog nogen tid, da de åbenbart ikke taler sammen, og den ene af­de­ling ved ikke hvilken afdeling, der har ansvar for de forskellige arealer i området. Fodbold­banen nedenfor Lystrup Kirke, måtte vi i hvert fald ikke ”lave huller” i for kommunen. (Jeg kontaktede også Fællesrådet i Lystrup ved Hans Schiøtt for at søge hjælp ad denne vej. Han var også velvillig til at hjælpe, men der kom heldigvis en løsning inden.)

 

Det endte så langt om længe med, at vi måtte bruge ”festarealet” nedenfor Lystrup Kirke, helt ud mod Lystrupvej. Men da vi nu var kommet langt ind i april, kunne vi ikke nå at lave indbydelse, flyers og få det i aviserne inden den 24/4, så derfor blev det udsat til den 30/5 2012 mellem kl. 16 og 18.30. DGI hjalp med at lave indbydelse og flyvers.

 

Grethe Bjerre og nogle hjælpere fra Villersø Krolf kom med udstyret, satte banen op og infor­me­rede om reglerne. Der kom i alt ca. 40 mennesker, og vi fik navne og mailadresser, da de fleste gerne ville prøve spillet igen.

 

Derefter skulle vil finde et areal, hvor vi kunne etablere en mere stationær bane, så jeg kontaktede igen kommunen. Efter ca. 14 dage rykkede jeg og fik at vide, at hun havde forsøgt at få fat i pedellen på Lystrup skole, Lars Frengler, da det var ham, som skulle give lov til at vi måtte bruge græsplænen foran skolen. Da det var lige op til skolernes sommerferie, skyndte jeg mig selv at skrive til Lars, som jeg jo udmærket godt kender. ( Kommunen kunne jo bare have sagt, at det var ham, jeg skulle have fat i, så havde jeg gjort det med det samme!) Lars kendte godt krolf og sagde først, at vi kunne aftale nærmere efter sommerferien, men da jeg nærmest panisk sagde, at vi da meget gerne ville i gang med det samme, sagde han til mig, at ”Vi da så bare kunne gå i gang!” Og det gjorde vi så. Lars var også så flink at give os en gammel plastikspand, som vi kunne have køller og bolde i, og vi fik lov til at opbevare tingene i en container på parkeringspladsen. Mange tak til Lars!

 

Else-Marie og Chresten fik straks derefter etableret en fin bane, og så startede vi med at spille hver onsdag. Udstyret havde vi bestilt for længe siden, og gymnastikafdelingen lagde ud og betalte det, da vi jo af gode grunde på det tidspunkt ingen penge havde. 

 

Da sæsonen sluttede, havde vi et møde med fællesspisning den 7/11 2012, hvor det blev bestemt, at vi ville starte op igen med en ny sæson i april 2013 med et kontingent på kr. 200,00 pr. person. Vi ville også undersøge mulighederne for at få en eller to baner i Æbleplantagen, da skolebørnene ”var temmelig nysgerrige” i frikvartererne, og vi manglede et sted, hvor vi kunne sidde med kaffe m.m.

 

Vor hovedformand Niels Havvig kontaktede derefter kommunen, og vi fik i april 2013 lov til at eta­ble­re 2 baner, og der er udarbejdet og underskrevet en brugeraftale med kommunen. Banerne blev der­efter sat op, og disse blev indviet den 8/5 2013. ”Byggeren” har i den for­bind­else også været meget velvillige og har stillet et skur til rådighed, hvor udstyret og vor indkøbte fine græs­slåma­ski­ne kan være. Vi har også fået mulighed for at bruge et toilet i ”Byggeren”, men det er indtil videre vist slet ikke blevet brugt. - Men dejligt at muligheden er der.

 

Søndag, den 12/5 2013 inviterede vi til ”åbent hus”, så alle kunne komme og prøve vore fine baner. Der var også deltagelse fra kommunen.

 

Kommunen har også bevilliget os 3 borde-bænkesæt, og vi håber på til foråret at få et ”madpakke­hus”, eller en eller anden form for overdække, hvor vi kan sidde, hvis vejret ikke er helt godt.

 

Nu er vi blevet 35 medlemmer.

Vi har været til adskillige stævner og turneringer, og der var også nogle med til Landsstævnet i Esbjerg. Vi planlægger at lægge ”grund” til en DGI turnering til august 2014, hvor alle foreningerne i DGI Østjylland bliver inviteret.

 

Så jeg vil sige tak til alle jer, som på den ene eller anden måde har givet en hånd med, så vi nu i dag står her og har holdt stiftende generalforsamling. - Herunder også en tak til Grethe Bjerre, som hele tiden har støttet og holdt os ”til ilden”.

 

Til sidst vil jeg sige en stor tak til Else-Marie, som udviser en stor entusiasme, og som hver eneste onsdag – på nær når hun er bortrejst – sørger for at få sat banerne op, sørger for at regnskabs­blok­ke­ne er ajour, har sørget for at vi har fået en T-shirt, og i det hele taget holder styr på, at det hele bliver en dejlig oplevelse for alle og for at det sociale sammenhold forbliver i højsæde. – Uden hende var vi ikke nået så langt. TAK!

 

Cita Andersen

 

 Print
© Copyright Lystrup Idrætsforening