Opskriften på en Grand Slam-titel til Caroline Wozniacki
Selv om Caroline Wozniacki er nr. 1 på verdensranglisten for kvinder, har hun aldrig vundet en Grand Slam-titel (Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open) eller en sæsonfinale i WTA (de otte bedste kvinder ved sæsonafslutningen).
I US Open-finalen i 2009 tabte Caroline til Kim Clijsters, og hun led nederlag til Serena Williams i semifinalen i samme turnering i år.
Hvis Caroline skal gøre sig håb om at vinde en af de store tennistitler, skal hun kunne besejre spillere som Serena Williams, Kim Clijsters og Petra Kvitova (Wimbledonmester i 2011).
Det kan kun lykkes, hvis Caroline forbedrer sit spil på nogle helt centrale punkter: For det første skal hun generelt spille langt mere offentsivt, og for det andet skal hun udvikle et vinderslag, som modstanderne frygter. Det kan være baghånden, som er hendes favoritslag.
Ud over et mere aggressivt spil og brugen af et vinderslag skal Caroline forsøge at undgå, at hendes 2. serv bliver for blød, og at hendes bolde bliver for korte under slagudvekslingerne. Carolines svage 2. serv og hendes korte bolde omkring servelinjen straffes straks og nådesløst af hard hit spillere som Serena Williams, Clijsters og Kvitova.
Hvis Caroline ændrer og forbedrer sit spil på de nævnte punkter, vil hun efter klummeskriverens mening have gode muligheder for at vinde en eller flere af de store og eftertragtede tennistitler! |