Medlemmernes klummereaktioner
Ifølge Søren Peter, hjemmesidens redaktør, har vi desværre ikke mulighed for at se, hvor mange medlemmer, der besøger klummesiderne. Der er indtil nu skrevet i alt
11 klummer, næsten 1 pr. uge, og det er på tide at gøre status.
Jeg har fået adskillige reaktioner fra medlemmerne – både i form
af e-mails og personlige udtalelser ("face to face"). Der har været et par kritiske bemærkninger til klummerne eller til specifikke oplysninger i dem, men de fleste
reaktioner har været meget positive. Ofte er der endda blevet fremsat konstruktive forslag som f. eks.: Hvordan kan LIF Tennis udnytte Caroline-effekten?
Især har mange medlemmer reageret på serien afgørelse af komplicerede bolde. Nogle har med begejstring fortalt, at de selv har oplevet nogle af de spektakulære bolde. Et medlem havde f. eks. ofte oplevet, at en skruet stopbold var vendt tilbage, før modstanderen nåede den. En anden fortalte, at selv på Lystrup-banerne, hvor der kun er lidt plads uden for sidelinjerne, var det alligevel lykkedes at sende bolden uden om stolperne og ramme modstanderens banehalvdel.
Der har også været anmodninger om at få oplyst, hvordan nogle bolde, der ikke har været beskrevet i klummerne, afgøres. John Lambert har f. eks. spurgt: Hvis spilleren kaster ketsjeren og rammer bolden og får den over nettet, uden at modstanderen når den. Hvordan afgøres så denne bold? Er den tabt eller vundet? Ifølge Dansk Tennis Forbunds regler fra 2005 er pointet tabt (§ 20 (h)).
Selv om jeg som nævnt ikke kender tallet for besøgende på klummesiderne, har medlemmernes mange reaktioner imidlertid bestyrket mig i min hensigt om at fortsætte klummeskriveriet. Der er masser af spændende emner at tage op! |