Oprindeligt var det vist tanken, at vi skulle være kørt fra hallen kl. 13.00 til årets Fuldenløb. Men snakken gik i ugens løb – bl.a. på Forum – om, hvilken bil og hvis ben der hurtigst kunne bringe os til Beder i rette tid – der skulle rigtigt være fart på. Derfor fik den lille karavane startet ud ½ time for tidligt – Flemming klarede sig heldigvis selv derud! Undskyld, Flemming.
Også vinden var der fart over denne lørdag (vist pænt over kuling) med skiftevis silende og drivende regn – noget trøstesløst for et motionsløb! Jeg ved ikke, hvor tæt bygerne skal komme på hinanden, før det kaldes dagregn, men det stod ret hurtigt klart, at lidt ekstra overtøj havde været en rigtig god idé. Vores nye klubkammerat, Sofia, havde som den eneste af os valgt lange løbetights, og vi benyttede lejligheden til lidt misundelsesmobning. Men nu ikke alt det piveri. Der blev løbet og varmet op og hoppet, så vi var klar til at spurte, og endelig kunne starten gå.
Lige der, tog farten så noget af! Svært at sige, hvem der startede forrest, men det varede pænt lang tid, før vi nåede ud af start porten, og selvom det gik nedad den første kilometer til Fulden, så var det mildt sagt svært at komme til at løbe ret meget. Jeg kender terrænet rimeligt og vidste, at jeg ville få brug for roligt tempo senere på ruten. Derfor ville jeg gerne være startet i en bedre kilometer tid, men måtte jo væbne mig med tålmod. Mange steder på turen blev tempoet sat af de foran løbende pga. smalle stier, smat og mudder. Alexander valgte at holde pit-stop undervejs, da hans sko blev hængende i mudderet! Alt taget i betragtning klarede han dog vist en god tid – har ikke set nogen tider endnu.
Mange havde valgt at trodse vejret denne dag for at lufte menneskets bedste ven i skoven. Jeg måtte derfor springe til siden ud i en mudderpøl for ikke at nedlægge en morlil på turen. Hun gik ved siden af stien med sin lille gø og uden at se sig tilbage, trådte hun ud foran mig for at få Fido tørskoet videre. Iiidrkk! Nå, men vi nåede vist alle til at punkt, hvor det med pludder og plut var lige meget – vi skulle bare i mål, og alle kæmpede hårdt.
Helt oppe foran var der som vanligt et pænt tempo, og selvom et lokalt håb var ved at tage fusen på Maria, så nåede hun at opdage konkurrenten. Hun fik justeret lidt på sluttempoet og vandt i år Fuldenløbet for Ladies på 6,3 km-ruten. Flot – selvom der vist ikke blev sat nogen personlige rekorder denne dag. Arne var tæt på at gøre hende selskab på skamlen, men blev desværre ”kun” nummer 2. Vi ventede spændte (og våde og forkomne) på at se vores 10 km-løbere komme ind. Vi kunne godt se på Jesper, at han ikke var helt tilfreds. Han var vredet om 2 km før mål – ifølge ham bagved ”lød det slemt, da det skete” – og han måtte gøre hjemturen med anklen pakket ind i is. Det ville ellers have set godt ud, hvis en af vore 10 km-løbere var nået først til mål og til skamlen, men Maria måtte stå og se godt ud alene. Alligevel lykkedes det os dog at hjemtage en præmie mere, da vi var ”flest tilmeldte klub”, og en gulerodskage blev os til del og til deling for den ihærdige indsats.
Langt om længe kunne turen gå hjemad, og al vores tågesnak om varme bade og sofahjørner kunne blive realiteter. Som altid var det hyggeligt selskab, og jeg vil gerne sige Jer alle tak for turen og God Bedring til Jespers ben! Også stor tak til arrangørerne i Beder – de havde lavet det fint, og også deres humør var upåklageligt trods vejret!
/Alice Lindhof
