Hemmeligheden bag Carolines succes
19-årige Caroline Wozniacki spillede i år sin første Grand Slam-finale i New York og sluttede som nr. 4 på verdensranglisten for kvinder efter sæsonfinalespillet i Daho i oktober 2009. Hvad er hemmeligheden bag hendes imponerende succes? Hvad er det, der gør, at lige netop hun er endt blandet verdens allerbedste kvindelige tennisspillere?
Piotr Wozniacki, hendes far og træner, udtalte til Politiken efter Daho: "Grunden til, at Caroline i dag som 19-årig er en af verdens bedste tennisspillere, er en kombination af tre ting. Hendes egen selvdisciplin, konkurrencen med hendes bror Patrick, og at vi som forældre dedikerede al vores fritid til hende." (Politiken 1.11.2009).
Piotr havde tidligere sagt til Jyllands-Posten: "Hun har en god mentalitet, og hun har talent og disciplin. Og så har hun selvfølgelig arbejdet meget hårdt de seneste ti år. Hun spiller tennis, fordi hun elsker tennis. " (J-P 21.9.2009).
Piotr har således angivet hele syv grunde til Carolines succes. De er alle væsentlige, men skulle man pege på den væsentligste forklaring, er det ifølge klummeskriverens opfattelse især hendes stærke mentalitet, der kom meget tydeligt til udtryk under slutspillet i Daho, hvor hun kom i semifinalen efter at have vundet to yderst tætte og vanskelige kampe.
Der er mange danske tennisspillere, der har talent, støttende forældre og som træner flittigt og som elsker tennis osv., men der er formentlig ingen, der har Carolines stærke mentalitet!
|