French Open 2010 for kvinder – overraskelser og fornyelse
Kvindernes French Open var i år overraskelsernes turnering, men tillige en turnering, der viste tiltrængt fornyelse inden for topkvindetennis.
Der var adskillige overraskelser, men det var især en overraskelse, at verdens nr. 1 Serena Williams og nr. 2 Venus Williams blev slået ud tidligt. Det var også en overraskelse, at den italienske grusspecialist Francesca Schiavone (seeded 17) efter sit livs kamp i finalen besejrede australieren Samantha Stosur, der indtil finalen havde været turneringens helt store overraskelse med sejre over Serena Williams, Justine Henin og Jelena Jankovich.
Mens Stosur i finalen stod for en negativ overraskelse, havde hun indtil finalen været en kæmpe positiv overraskelse. Især var hendes sejr over Jankovich i semifinalen overbevisende (6-1 og 6-2).
Samantha Stosur – også blot kaldet "Sam" eller "Sammy" – har tilført moderne kvindetennis noget nyt – og tiltrængt. Mange kvindelige topspillere udkæmper lange og ofte kedelige og monotone kampe fra baglinjen, mens Stosur har et offensivt, varieret og attraktivt tennisspil.
Det, der især adskiller Stosur fra de andre kvindelige tennisspillere, er hendes helt formidable kick-serv, som hun bruger både til 1. og 2. serv. 1. serven, der har en fart på omkring 190 km i timen, har et meget højt opspring (ca. 175 cm), og hun varierer hele tiden mellem at serve ud af banen, op ad midterlinjen eller direkte på modstandernes krop. Selv 2. serven har en klassespiller som Serena Williams svært ved at returnere.
Ud over den helt fantastiske kick-serv har Stosur en yderst hård og topspundet forhånd, ligesom hendes baghånd også er glimrende. Stosur er én af de allerbedste kvindelige doublespillere (flere Grand Slam-finaler), og hun er meget dygtig til netspil (flugtninger og smashes). Endelig er hun yderst veltrænet og lynhurtig. Med sine små rappe skridt – både til siden og fremad – kommer hun altid i perfekt stilling til boldene. Det er ikke helt forkert at betegne Stosur som Mrs. Perfect.
Mats Wilander, kommentator og tidligere verdensstjerne, sagde i det populære tennisprogram Game, set & Mats: "Når Stosur er bedst, er hun umulig at slå!" Det var hun altså ikke i finalen mod Schiavone i French Open, hvor nerverne spillede hende et puds. Men det bliver spændende at følge den nye tennisstjerne Samantha Stosur i Wimbledon, hvor det hurtige græs passer fortrinligt til hendes stærkt offensive spillestil.
|