Forskellige tennistyper

Tennisspillere har ikke overraskende forskellig spillestil. Den mest almindelige tennistype er baglinjespilleren, der slår sine slag fra baglinjen. Som eksempler
på denne tennistype kan nævnes Rafael Nadal, Björn Borg, Mats Wilander, Marcelo Rios, Michael Chang og Jim Courier. Selv om disse spillere mest holder sig til baglinjen, og deres spillestil på den måde er defensiv, kan de med deres stærkt topspundne slag, især i forhånden, også spille offensivt.

En anden type er serv-og flugtning-spilleren. Et godt eksempel på den spillertype er svenskeren Stefan Edberg, der konsekvent går til nettet på begge sine server! Australieren Patrick Rafter søger også ustandselig til nettet, ikke blot på egen serv, men også på modstanderens serv via et såkaldt "chip and chop"-slag (et underskruet angrebsslag). Blandt kvinderne hørte Martina Navratilova også til den netsøgende type.

En tredje tennistype er spilleren, der lægger helt afgørende vægt på serven. Det bedste eksempel på denne type er den høje kroat Karlovic (2,08 cm), der laver
utrolig mange serveesser i sine kampe. Selv hans 2. serv kommer med 232 km i timen! Andre typiske servespillere var Greg Rusedski og Roscoe Tanner. Andy Roddick har ganske vist verdens hårdeste serv med 249,4 km i timen, men hører alligevel ikke til gruppen, idet hans spil har mange andre forcer og facetter end blot serven.

En fjerde spillestil udgør de spillere, der mixer tennisspillet med varierede server, hårde og vinklede grundslag, skarpe flugtninger og effektive stopbolde. Som repræsentanter for denne type tennisspiller kan nævnes Rodger Federer, der nok er den mest komplette tennisspiller nogensinde. Pete Sampras, Boris Becker og John McEnroe hører også til denne kategori.

Hvad er det egentlig, der bestemmer spillestilen? Umiddelbart ser det ud til, at
det er tennistraditionen i landene. Eksempelvis er spillerne fra Spanien (Nadal, Tommy Robredo, David Ferrer, Albert Costa og Sergi Bruguera) baglinjespillere. Det samme gælder spillerne fra Sverige (Borg, Wilander, Mikael Pernfors og Robin Søderling). Men Edberg og Jonas Björkman er her væsentlige undtagelser, hvilket taler imod den opfattelse, at det er tennistraditionen i landene, der former tennisspillerne.

Man kan også stille spørgsmålet: Hvilken spillestil giver størst succes? Det ser ud til, at de komplette spillere vinder flest af de største og mest prestigefyldte turneringer. I hvert fald har Federer og Sampras vundet langt flest Grand Slam-titler.

Et sidste spørgsmål er: Hvad er mest attraktivt og underholdende at se på? Det er naturligvis individuelt, hvilken præference man har, men klummeskriveren foretrækker at se den komplette tennisspiller, der mestrer alle slagene.