
Lanzaroteholdet. Maria, stående helt til højre. Hanne, nr. 3 fra venstre i forreste række.
Før en ny tennissæson stiller en tennisspiller ofte spørgsmålet: Hvordan kan jeg forberede mig bedst muligt? Skal jeg tabe mig, skal jeg begynde at løbetræne eller måske gå i fitnesscenter?
Min makker, Mogens Hjelm-Hansen, og jeg stillede også dette spørgsmål i år, og vibesluttede at gøre noget ekstraordinært, nemlig at ansøge om at komme på Maria Rasmussens tenniskursus i Club La Santa på Lanzarote.
Maria Rasmussen, mangeårig Danmarksmester og nuværende kaptajn for det danske Fed Cup landshold, har med Caroline Wozniacki lige sikret Danmarks fortsættelse i Europa/Afrika Group I. Marias assisterende træner var Hanne Skak Jensen, der indtil for nylig spillede på kvindelandsholdet. Både Maria og Hanne har spillet mod toptennisspillere som f. eks. Jelena Jankovic, Martina Hingis og vores egen Caroline.
Til Mogens' og min overraskelse og store glæde blev vi begge optaget på Marias tennishold, der bestod af 17 spillere fra hele landet. Kurset, der varede en uge, var en fantastisk og uforglemmelig oplevelse.
Mogens og jeg har tidligere deltaget i tenniskurser, men Marias kursus overgik dem alle. Der var især to ting, der var nyttige – og effektive. Den ene var, at der blev arbejdet helt utroligt systematisk og metodisk med de enkelte tennisslag – en hel dag blev der f. eks. arbejdet udelukkende med serv (flad og hård, twist og kick).
Og den anden ting var, at deltagernes slag blev optaget på video og bagefter gennemgået minutiøst med begge trænere. At se sig selv på video er en øjenåber (bortset fra Mogens, der var meget tilfreds med, at han så slank ud). Alle tennisspillere har unoder og laver fejl, som man dog altid benægter, hvis nogen påtaler det. Men videofilm lyver ikke! For eksempel vidste jeg ikke, at jeg foretog hele den omstændelige og komplicerede servebevægelse ved smash – det er der simpelthen ikke tid til, ketsjeren skal straks op bag på ryggen og så hug til eller: "BANG!", som Maria altid råbte.
Mogens fik præmien for den spiller på kurset, der havde udviklet sit spil mest i løbet af ugen – men i al ubeskedenhed opnåede jeg bedre placeringer end Mogens i turneringerne.
Marias tenniskursus på Lanzarote var en perfekt forberedelse for Mogens og mig til den nye tennissæson i Lystrup. Men kurset var tillige udbytterigt på en anden måde, idet det var til stor inspiration til det tenniskursus for børn med særlige behov, som Mogens og jeg nu begynder i klubben.