Filosofi og tennis

Professor i filosofi, Niels Egmont Christensen, der var en passioneret tennisspiller, var optaget af forholdet mellem filosofi og tennis, og han skrev bl.a. en fantastisk spændende kronik i Politiken (14.9.1969) og senere nogle interessante indlæg om problemstillingen i avisen.*

Egmont Christensen omtaler i kronikken først den græske filosof Aristoteles, der hævdede, at den højeste åndelige aktivitet forudsatte det harmoniske legeme – en opfattelse, som Egmont Christensen helt tilslutter sig. Egmont Christensen nævner også den store engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679), der først formulerede en materialistisk teori til forståelse af forholdet mellem sjæl og legeme. Hobbes troede på tennisspillets afgørende betydning for kroppen, og han spillede ifølge Egmont Christensen tennis til han var over 70.

Selv nåede filosofiprofessoren frem til den erkendelse, at "tennis væsen" er, at man er så opslugt af spillet, at man ikke tænker på andet. Som den redelige videnskabsmand han var, anfører han et morsomt eksempel, der går imod hans teori. I kronikken lyder replikskiftet mellem Egmont Christensen og hans makker:

"Jeg udviklede min filosofi over spillets væsen: at der kun var ét i bevidstheden, at der ikke var plads til nogen tanker overhovedet." – "Jeg tænker da hele tiden på noget!", siger makker så. "Hele tiden? På forretninger?" "Nej", jeg tænker nu mest på piger." Eksemplet viser, hvor forsigtig man skal være med sine psykologiske generalisationer", konstaterer Egmont Christensen tørt.

Ud over filosofiske og psykologiske betragtninger gør filosofiprofessoren sig nogle interessante psykiatriske betragtninger over forholdet til tennis. Han fortæller således, at Freud mente, at mennesket var behersket af to fundamentale drifter: seksualdriften, og det han kaldte aggressionen. Seksualdriften kan det normale menneske almindeligvis få afløb for. Værre er det med aggressioner. Egmont Christensen påstår imidlertid, at der er mulighed for et "vist afløb" for de aggressive drifter i tennis. Igen illustrerer han antagelsen med en morsom historie:

"Sammenhængen blev præsenteret for mig en kold vintermorgen, netop da jeg ankom til stadion med min ketsjer med overtræk. Nogle små frække drenge, der skulle have gymnastik, fik øje på mig og råbte: "Se, der kommer en tennisbokser". Tennisbokser? Ja, hvad var det egentlig, der var så tilfredsstillende ved et vellykket forhåndsdrive, for slet ikke at tale om et smash? Man måtte vist indrømme det: en tennisbokser. Hermed stemmer det også, at efter jeg var begyndt regelmæssigt at spille tennis, havde jeg det bedre end før. Bedre i den forstand at tidligere kunne de filosofiske og andre problemers håbløshed overvælde og nedtrykke mig; tilstanden kunne sikkert nærme sig det, en psykiater ville kalde en let depression. Og en interessant teori siger om depressionen, at det er en indadvendt, mod individet selv rettet, aggression."

Egmont Christensens tankevækkende betragtninger over forholdet mellem filosofi og tennis, der har optaget klummeskriveren i mange år, er hermed lagt ud til overvejelse hos medlemmerne i LIF Tennis!

Sjæl og stof igen, Politiken 1967 og Tennis og Teori, Politiken 1980.