Brad Gilbert: WINNING UGLY
Brad Gilberts bog: WINNING UGLY. Mental Warfare in Tennis – Lessons from a Master, Pocket Books, 2007, vækker umiddelbart stor interesse og nysgerrighed. Alle tennisspillere vil jo gerne vinde, men hvad vil Winning Ugly egentlig sige?
Før spørgsmålet tages op, skal Brad Gilbert lige præsenteres: Gilbert er især kendt som Agassis succesfulde træner i mange år, men før trænerjobbet hos Agassi var Gilbert selv en stor tennisspiller, der opnåede en placering som nr. 4 i verden og vandt hele 40 ATP-titler, heraf dog ingen Grand Slam-titler.
Bogens hovedtitel WINNING UGLY er faktisk lidt misvisende. Gilbert giver ganske vist nogle eksempler på tennisspillere, der vandt kampe ved bevidst at spille ugly (grimt/ufint), men bogen handler mest om strategi og taktik, hvilket bogens undertitel også tilkendegiver.
|
Jimmy Connors, John McEnroe og Ivan Lendl brugte helt bevidst ufine midler for at vinde, hvilket Brad Gilbert selv oplevede i sine kampe mod dem. Gilbert fortæller fx, at han havde matchbold mod Connors i egen serv ved stillingen 40-30. Under spillet smashede Brad bolden ned på linjen. Linjedommeren dømte bolden god og dermed havde Brad vundet kampen (side 203). Men Connors smed sin ketcher og løb skrigende over til dommeren og påstod, at bolden var ude (det var før Hawk-eye). Efter fem minutters hidsig diskussion overruler dommeren bolden, der skal spilles om. Brad Gilberts koncentration og fokus var nedbrudt, og han tabte den "nye" matchbold og senere kampen. |
|
 |
 |
|
Gilbert beretter, at McEnroe benyttede sig af lignende midler, når han var ved at tabe. I en afgørende fase af en vigtig kamp mellem McEnroe og Brad Gilbert var Gilbert foran og slog en vinder, der var "inden for linjen" (side 212). Linjedommer, dommer og tilskuere så bolden god. McEnroe flippede imidlertid totalt ud. Han smed sig ned på banen, sprang op og krævede skrigende en overrule af dommeren. Dommeren ville ikke følge McEnroes opfordring, og turneringens overdommer blev tilkaldt. Efter 10 minutters diskussion endte det med, at Brad Gilberts "vundne" bold blev overruled af overdommeren. McEnroe fik sin vilje, og Brads "vinder"- bold skulle spilles om. Brad var blevet kold under spilafbrydelsen og tabte kampen. Både Connors og McEnroe var slemme til at protestere imod kendelser, når de 2 var ved at tabe – og de brugte bevidst disse protester som våben til at nedbryde modstanderne. |
|
Ivan Lendl spillede ugly på en anden måde, når han var ved at tabe. Ifølge Gilbert benyttede Lendl sig af såkaldt "skildpadde"-tennis ("Turtle Tennis"). Denne form for tennis anvendte Lendl især, når han skulle serve. Brad fortæller detaljeret og levende, hvordan Lendl gør klar til at serve (side 224), men pludselig stopper han og plukker ét øjenbryn og kigger på det, derpå plukker han endnu et øjenbryn og ser på det, og Lendl plukker et tredje øjenbryn og ser på det (1. trick). Derefter tager Lendl sig god tid til vælge den bold, han vil serve med (2. trick). Han begynder at slå bolden i jorden. Lendl stopper, han har fået sved i øjnene og tørrer dem med sine svedebånd (3. trick). (Modstanderen venter stadig på serven). Lendl slår igen bolden i jorden, men standser. Grebet er fugtigt og han tager en håndfuld savsmuld i lommen og gnider grebet med savsmuldet (4. trick) Derefter retter han lidt på strengene og snørrer sine sko (5. trick). For tredje gang begynder Lendl at slå bolden i jorden, og nu server han – Servees! |
|
 |
Brad Gilbert nævner Connors, McEnroe og Lendl som eksempler på tennisspillere, der ofte vandt kampe ved med vilje at spille ugly, dvs. bruge tricks, ufine midler samt snyd. Denne form for tennis tager Gilbert meget stærkt afstand fra, og han undrer sig over, at de tre spillere fik lov til at opføre sig på den måde!
Gilbert tennisfilosofi er ikke Winning Ugly. Hvad hans tennisfilosofi præcist går ud på, kan Du læse om i næste klumme. |