Auken og tennis*
af Johan Bender
Det er en mærkelig – lad mig skrive livsforlængende – oplevelse i disse dage efter
Svend Aukens død i aviserne at kunne læse også almindelige menneskers glimtvise
fortællinger om ham.
Selv tænker jeg tilbage på erindringer om Svend Auken, som ligger ved siden af
hans politiske virke, men som på sin vis bidrager til billedet af ham også som politiker
Mens han boede på Pilevej i Risskov i det store hvide hus lige ved stranden, spillede jeg regelmæssigt tennis med ham på RTK's grusbaner og om vinteren i
Skovbakkens hal.
Vær nu lidt rar ...
Han var teknisk alsidig med et stort slagrepertoire, opvokset som han var med tennis. Han satsede og slog hårdt – og vel derfor med en stor fejlprocent, der gjorde kampene
nogenlunde jævnbyrdige og udfaldet uforudsigeligt.
Med mine bløde bold forsøgte jeg at trætte ham ved at placere dem ved yderkanten. Han var stor og tung, og vi kæmpede indædt med hver vore våben.
Nogle gange råbte han efter mit kludeslag, som han ikke nåede: "Skal dét være tennis!" Han var fantasifuld, farverig og sjov at spille mod.
Og så var han ambitiøs. Svend ville vinde. I kampens hede og ønsketænkning dømte han nogle gange bolden ude, selv om den lige netop havde fat i stregen. Bøjet
over nedslagsmærket kunne han så udslynge: "Vær nu lidt rar!", og grinende appellerede han til "social medfølelse". Tennis med Svend var alt andet end kedeligt.
Koncentreret spiller
Det syntes klubkammeraterne også, så da Svend bad om ikke at skifte side, spurgte jeg, om mit spil udmattede ham?
"Overhovedet ikke, men jeg kan ikke lide at skulle se på alle dem dér."
Det var tilskuere samlet for enden af banen for at se arbejdsministeren på arbejde. Han ville vende ryggen til. Under spillet var han dybt koncentreret.
Efter kampene kunne han huske og kommentere alle afgørende bolde i hvilket parti og sæt.
På banen ragede han op som et fyrtårn, vanskelig at komme udenom eller at lobbe over. Noget af en opløftende udfordring.
* Johan Benders klumme bragtes i JP Århus d. 11. august 2009. |
