Agassi og trænerne

Som det blev nævnt i første klumme om Agassi-bogen, ville Agassi's forhold til trænerne blive taget op til behandling i tredje klumme. Generelt spiller forholdet mellem tennisspiller og træner jo en meget stor rolle – ja, ofte kan det være helt afgørende for en spillers karriere. Hvordan var så forholdet mellem Agassi og hans trænere? Hvem var de? Og hvilken betydning havde de for ham? Faderen Mike var Agassi's træner i barndomsårene (1970-1983), og der er slet ingen tvivl om, at faderens jernhårde træning af sønnen (tenniskanonen "dragen", returneringer af 2.500 bolde om dagen samt faderens ustandselige tilråb af præcis de samme ting: "aldrig i nettet", "slå hårdere" osv.) havde enorm betydning for Agassi's senere tennissucces. Da faderen ikke selv kunne lære Agassi mere, sendte han sin 13-årige søn på Nick Bollettieri Tennis Academy i Florida, hvor bl.a. Jim Courier var. Agassi beskriver sit første indtryk af Nick Bollettieri : "Han er nogle af halvtreds, men ligner én på 250 ... fordi han er besat af at være solbrændt." (side 92). Agassi bad straks til, at han aldrig skulle have noget direkte med Nick at gøre. Eleverne på akademiet sagde ellers, at man godt kunne lære af Nick, men han var ikke nogen mirakelmager.

Agassi sammen med sin træner Nick Bollet

Efter Nick havde set Agassi spille, ringede han straks til Agassi's far Mike og
sagde: "Mr. Agassi, din søn har mere talent end nogen anden jeg nogensinde har set
på min tennisskole. Og jeg vil bringe ham til tops!" (side 94). Samtidig meddelte
Nick, at Agassi ville få en friplads på akademiet.


Agassi hadede Nicks akademi, som han betragtede som en fangelejr og et fængsel,
og han havde i begyndelsen et problematisk forhold til Nick, der straffede ham med
rensning af toiletter og fjernelse af ukrudt, fordi Agassi brød alle regler på skolen.
Bl.a. brugte Agassi øreringe, piercede sig og spillede i cowboybukser m.m.


Med tiden fik Agassi og Nick imidlertid et rigtig godt hold, og Agassi skriver,
at "Nick var hans træner og indimellem rejsekammerat og sparringspartner - og ven,
for at være helt ærlig." (side 121). Det konfliktfyldte forhold udviklede sig altså til
et "forbløffende harmonisk samarbejde. "(side 121), og Andre og Nick kom til at
respektere hinanden. Nick hyrede også dygtige trænere til Agassi, først og fremmest
chileneren Pat, og sørgede i det hele taget for, at Agassi fik wild cards og kom med i
de store og spektakulære tennisturneringer.


Relationen mellem Agassi og Nick varede i 10 år, altså helt frem til 1994, hvor Nick
overraskende opsagde jobbet som træner for Agassi.


Brad Gilbert

Brad Gilbert, tidligere verdenstennisstjerne (nr. 4 på verdensranglisten i 1990 samt vinder af 20 titler og i 40 finaler), blev Agassi's nye træner (1994-2002). Brad var Agassi's træner i hans glansperiode, og de havde et enestående godt og sjovt samarbejde, hvor Brad lærte Agassi at spille "ugly" ud fra Brads bog: Winning Ugly. Agassi ville nemlig spille perfekt. dvs. gå efter vindere på alle bolde, men Brad fik ham overbevist om, at det var klogt indimellem at spille henholdende og lade modstanderne begå fejlene. Brads "ugly"-filosofi viste sig at være uhyre nyttig for Agassi. Da Agassi trak sig fra Australian Open 2002 pga. et skadet håndled, opsagde Brad samarbejdet med Agassi med ordene: "Andre, vi har haft en fantastisk tid sammen, men nu er vi kommet til vejs ende. Vi er ved at blive stillestående. Rent kreativt. Jeg har ikke flere trick, kammerat." Og Brad tilføjede: "Vi har haft otte år, vi kunne godt fortsætte lidt endnu, men du er 32 år. Du har en ny familie, nye interesser. Måske er det ikke nogen dårlig idé at finde en ny stemme på sidste etape. Nogen der kan motivere dig på ny. " (side 409-410). Agassi betegner Brad Gilbert som den "bedste træner nogensinde". (Brad blev senere succesfuld træner for Becker, Roddick og Murray).

Darren Cahill, Hewitts tidligere træner, var Agassi's sidste træner (2002-2005).
Deres forhold var også meget tæt og venskabeligt, og Agassi skriver, at han
havde "urokkelig tiltro" til Darren (side 413). Ud over viden om strategi, taktik og
kendskab til modstanderne, herunder deres styrker og svagheder, fik Darren en helt
speciel betydning for Agassi's tennisspil, idet Darren overtalte Agassi til at prøve en
ny elastisk og smidig streng, der gav boldene et "ondt topspin" (side 414). Med denne
nye "mirakelstreng" vandt Agassi for første gang Italian Open i foråret 2002.


Ud over tennistrænerne skal mexicaneren Gil til slut trækkes frem, idet han spillede
en yderst central rolle for Agassi i næsten hele hans professionelle tenniskarriere.
Selv siger Agassi, at Gil var den ene af de to største kilder til hans styrke og succes
(den anden kilde afsløres i en senere klumme).


Gil, der var en stor og massiv mand på over 100 kg og med et brystmål på 140 cm,
var Agassi's fysiske træner og diætist. Han stod for kosten, kendte dens betydning
og vidste nøjagtigt, hvad og hvornår Agassi skulle spise – både før og efter en
kamp. Inden Agassi gik i seng, og inden han skulle spille en kamp, drak Agassi
altid Gils "magiske vand", der bestod af vand, kulhydrater, salt og elektrolytter.
Gil var også ansvarlig for Agassi's fysiske tilstand, og han sørgede via detaljerede
programmer for, at Agassi fysisk var i topform, bl.a. ved vægtløftning samt løb op
ad bakker og i sand. Ét af Gils mange slogans var: "Svage ben befaler – stærke ben
adlyder." (side 422).


Gil overværede alle Agassi's kampe og forlod aldrig team-boksen – heller ikke
for at gå på toilettet! I realiteten var Gil Agassi's allerbedste og kæreste ven, og
Agassi elskede Gil meget højt. Gil var som den far, Agassi ønskede sig – altså en
erstatningsfar, hvilket Agassi åbent indrømmer.