Agassi-bogen (2)

Agassi kickstarter sin selvbiografi (Gyldendal 2010) med en helt fantastisk og medrivende beskrivelse af sin kamp mod den unge og fremstormende Marcos Baghdatis fra Cypern (nr. 8 på verdensranglisten, finalist i Australian Open og i semifinalen i Wimbledon) i US Open i 2006 – Agassi's sidste turnering efter en lang tenniskarierre på 21 år.

Den 36-årige Agassi var næsten krøbling efter det hårde slid på tennisbanerne, og især var det helt galt med ryggen, og han kunne kun spille og holde de voldsomme smerter ud ved en stor dosis kortison.

Efter fem hårde og dramatiske sæt med kramper, timeouts osv. lykkedes det Agassi at besejre Baghdatis. Bagdatis er én af de få rivaler, som Agassi kunne lide som person og menneske.

Agassi har således en hjertegribende skildring af de to totalt udmattede spillere i omklædningsrummet efter kampen, hvor de lå på hver sin massagebriks og stønnede og vred sig i smerte og så højdepunkterne fra kampen på TV:

"Ud af øjenkrogen ser jeg noget bevæge sig". Jeg vender mig og ser Baghdatis række hånden frem. Det var os, siger hans ansigt. Jeg rækker også hånden frem og tager hans, og sådan bliver vi liggende, hånd i hånd, mens scener fra vores indædte kamp flimrer over skærmen." (side 450).

Agassi har minutiøse og fascinerende beskrivelser af sine vigtigste kampe i karrieren, herunder egne reflektioner og tanker under kampene, men ud over skildringerne af selve kampene, giver han tillige yderst interessante portrætter af sine modstandere – som personer og mennesker. Portrættet af konkurrenten Baghdatis er det mest positive i bogen, hvor Agassi ellers ikke lægger fingrene imellem, når han portrætterer sine hårdeste rivaler.

Jimmy Connors skildres som et røvhul og en skiderik. Aggasi fortæller, at efter US Open i 2006 kom alle i omklædningsrummet for at sige farvel til ham. "Kun én mand bliver stående for sig selv og nægter at deltage i bifaldet. Jeg ser ham ud af øjenkrogen. Han står og læner sig op ad væggen i den anden ende i lokalet med et tomt udtryk i ansigtet og armene godt og grundigt over kors. Connors. Han er træner for Roddick nu. Stakkels Andy." (side 454). Agassi's had til Connors går tilbage til barndommen, hvor den 7-årige Agassi så Connors "give én besked om at bære sin taske, som om han var en anden Julius Cæsar. Dengang svor jeg højt og helligt", skriver Agassi, "at jeg altid selv ville bære min." (side 21).

Da Agassi skulle spille mod Connors i kvartfinalen i US Open i 1988 mindede han Connors om, at de havde mødt hinanden før: "Jeg var fire år. Vi spillede lidt sammen. Husker jeg ikke, siger Connors. Faktisk mødtes vi igen adskillige gange, da jeg var syv. Jeg plejede at komme med ketsjere til dig, som min far opstrengede til dig, når du var i Las Vegas. Husker jeg ikke, siger han igen. Samtale slut." (side 146). Og Agassi fortsætter: "Det rimer med alt det, jeg har hørt om Connors fra de andre spillere. Et røvhul, siger de. Ubehøvlede, nedladende, egocentrerede skiderik." (side 147).

Aggasi er særdeles hård ved Connors, men rivalerne Boris Becker (Tyskland) og Thomas Muster (Østrig) går heller ikke ram forbi, selv om han respekterer dem for deres fantastiske tennisspil.

Om rivalen Becker skriver han, at det var "hellig krig", når de spillede, og de to spillere kunne ikke døje hinanden. "Dræb eller blive dræbt ... Inden vi skal ud på banen (US Open 2002), siger jeg til sikkerhedsvagten, James: Hold os væk fra hinanden. Jeg vil ikke se på den forpulede tysker. Tro mig, James, du ønsker ikke, at jeg skal se ham." (side 258).

Becker havde det på samme måde. Han ved, hvad han har sagt, og han ved, at jeg har læst det 50 gange og lært det udenad. Han ved, at jeg har gået og kogt over hans bemærkninger hele sommeren, og han ved, at jeg vil se blod. Det vil han også. Han har aldrig brudt sig om mig, og for ham har dette også været Hævnens Sommer. Vi går på banen og undgår at få øjenkontakt." (side 25-59).

"Becker sender under kampen fingerkys op mod min loge. Til Brooke (Agassi's kæreste). Publikum er helt oppe at køre. Det lader til, at de har regnet ud, hvad der foregår, at det er personligt, at de to spillere ikke kan lide hinanden, at de har et regnskab at gøre op. De har sans for dramaet og vil se det gå hele vejen, og nu føles det vitterligt som Wimbledon om igen. Becker sender flere fingerkys til Brooke og smiler glubsk." (Side 259).

Om Muster skriver Agassi i forbindelse med deres finalekampen ved French Open 1994: "Fremme ved nettet ... pjusker han mit hår. Ud over at være nedladende er hans gestus også lige ved at rive min toupé af. Godt forsøgt, siger han. Jeg stirrer på ham med rendyrket had i øjnene. Stor fejl, Muster. Lad være med at røre ved mit hår. Rør aldrig ved mit hår. Som tak, siger jeg til ham ved nettet: Jeg lover dig aldrig at tabe til dig igen." (s.231), hvilket løfte Agassi i øvrigt holdt.

Forholdet til ærkerivalen Pete Sampras er et kapitel for sig. Agassi og Sampras mødtes i adskillige finaler, og det indbyrdes resultat var 19-14 i Sampras' favør. Agassi betragter Pete som en fremragende tennisspiller, men han synes ikke synderligt om Pete som menneske. De to personer er fundamentalt forskellige, og Agassi synes, at Pete er kedelig, robotagtig og papegøjeagtig som person, og Agassi kan da heller ikke dy sig for at drille ærkerivalen. Agassi har således en morsom fortælling om Pete's påholdenhed eller nærighed. Da Pete engang havde givet drikkepenge til tjeneren, væddede Agassi og hans træner Brad Gilbert om, hvad Pete mon havde givet i drikkepenge. Brad sagde 5 $, og Agassi 10$, men tjeneren oplyste, at Pete havde givet 1 $! I en senere velgørenhedskamp i London i 2010 gjorde Agassi tykt nar af Pete's nærighed ved på et tidspunkt i doublekampen at vende lommeuldet ud af sine lommer imod Pete på den anden side nettet, hvorefter Pete øjeblikkeligt karrikerede Agassi's små, trippende skridt.

Det er er i virkeligheden forholdsvis få tennisspillere, som Agassi virkelig kan lide som mennesker. Ud over Baghdatis sætter han pris på Borg, Edberg og Rafter samt Federer og Nadal. De to sidste betragter han som de to bedste tennisspillere nogensinde.

Agassis åbenhjertige portrætter af rivalerne – ikke kun som tennisspillere, men også som mennesker – har klummeskriveren læst med enorm interesse, fornøjelse, nysgerrighed – og en stor portion nyfigenhed!