|
Ældre og tennis
Mange ældre har stor fornøjelse og glæde af at spille tennis. Den 70-årige Frank Gaba fik første gang en ketsjer i hånden, da han var halvtreds, og siden har han haft svært ved at slippe den.Tennissporten greb ham i en grad, så han har valgt at gøre den til en helt central del af sin pensionisttilværelse. I dag træner han op til 10 gange ugentligt med en ligelig fordeling mellem tennisbanen og fitnesscentret. Frank har vundet flere danske mesterskaber i sin aldersklasse i single – senest i Risskov i sommer. Ud over selv at spille fungerer Frank i dag også som betalt træner.
Tennis er den ideelle sport, mener Frank: "Risikoen for skader er meget mindre end i for eksempel badminton og fodbold, og vekselvirkningen mellem høj belastning og pauser er god. I forhold til golf ligger styrken i, at du får pulsen meget højere op." (Ældre Sagen Nu, august 2009, s. 12). Se video med Frank Gaba www.aeldresagen.dk/tennis.
Forfatteren Svend Aage Madsen (69 år) er også fascineret af tennis og har udtalt, at han er bedre end nogensinde, og at han regner med at kunne forbedre sit spil.
Personligt har jeg (66 år) også forbedret mit spil det sidste år. Især er min serv blevet langt bedre, efter at en træner på Lanzarote gjorde mig opmærksom på, at jeg efter boldopkastet skulle ramme bolden, når den var på højdepunktet, dvs. før den igen begyndte at falde ned.
Tennis er en sjov, social og livslang sport – og vi er mange ældre, der er helt vilde med spillet!
|